Monikas vægttabsforløb

Monika fortæller med egne ord om sit vægttabsforløb. Læs om hendes op- og nedture samt alle udfordringerne og de fantastiske resultater.

Der sad jeg midt på gulvet og græd, græd over min 108,3 kg tunge krop. Græd over hvad jeg havde gjort ved mig selv, græd over jeg ikke kunne være den jeg egentlig gerne ville være, græd over jeg ikke kunne være den mor/kone og veninde, som jeg ønskede at være.

Jeg var så flov over, jeg havde ladet det gå så vidt, og jeg kunne ikke kende mig selv mere. Trist, sur, ingen overskud til hverken børn, mand, job eller sociale aktiviteter.

Jeg har egentlig altid været tyk, eller i hvert fald har jeg altid haft lidt ekstra gods på sidebenene. Men jeg har egentlig altid kunnet camouflere min nedtrykthed over min overvægt med en munter facade. INGEN har vidst hvor ked af det, jeg egentlig har været.

Hvordan kom det til at gå så vidt?

Ja, det kan man jo spørge sig selv om.. Årene gik, min vægt gik op og ned. Jeg havde prøvet 100 forskellige kurer. Tabt 20 kg, taget 25 kg på tabt 10 kg tog 15 kg på osv. Jeg blev gravid tog 30 kg på tabte 10 kg, blev gravid tog 15 kg på, tabte 7 kg. Kampvægt 108,3 kg.

Min overvægt har desværre hindret mig i at deltage i mange forskellige sammenhænge og i forskellige arrangementer fx at tage med ungerne med i diverse forlystelser, bade, på strand/svømmehal, fester, polterabends konkurrencer, koncerter, firma udflugter osv. Det ville være alt for pinligt, hvis jeg ikke kunne deltage på samme niveau som andre. Hvilket jo var svært med en vægt på 108 kg. Tænk hvis noget brasede sammen under mig, eller hvad hvis jeg faldt om, og ambulancefolkene ikke kunne bære mig, jeg følte at alle kiggede på mig og tænke; hold nu kæft hun er fed og grim hende der.

Heldigvis har jeg den bedste veninde i verden, som sendte mig et link, der omhandlede et “kick off møde” omkring et hold, der kunne hjælpe en med at komme godt i gang med en livstilsændring.

Så nu var det, det var nu, hvis mit liv skulle ændres!!!!

Jeg mødte op med STOR skepsis, da jeg førhen havde gået på lignende hold, som på ingen måder fungerede for mig.

Der stod så en pæn og veltrænet mand på min egen alder og snakkede om træning, kost, overvægt og fedme. Jeg tænkte; ha, han ved sgu da ikke en skid, om hvordan det er at være fed, og ikke kunne bevæge sig. Han kender ikke til angsten om at stille sig op i et fitness center, hvor ALLE andre kigger på en.

Jeg besluttede mig for, at det her var min sidste udvej, ellers stod den på operation eller endnu værre, en livsstilsygdom.

Per har givet mig stor indsigt I, hvad frygten kan gøre for vores motivation.

Men hvordan kunne jeg overvinde min angst for at se Per i øjnene, og vise ham mit allersvageste jeg. Efter mange diskussioner med mig selv gik jeg den tunge gang op ad trappen med sved i håndfladerne, knuder i maven, kvalme og tårende gemt bag øjelågene. PUHA, der sad Per så med et venligt smil og sagde – ”Nå, der var du-dejligt at se dig”. Jeg havde allermest lyst til at løbe skrigende bort og aldrig komme tilbage.

Jeg OVERLEVEDE en vejning, og vi faldt hurtig i snak om alt mulig interessant omkring vægttab, og min angst for Per begyndte langsomt at falde. Han er jo her for at hjælpe mig. Det hjalp mig mentalt igennem det første møde. Derefter valgte jeg at komme fast til vejlednings timer, og det er det bedste valg, jeg har gjort mig!

Men hold nu kæft hvor har jeg bandet og svovlet Per langt væk, og jeg har ofte haft lyst til at give Per en knytnæve lige i hoved. Han har nemlig formået at rykke mine grænser langt ud over, hvad jeg troede var muligt, han har presset mig ud over kanten. Men nej, hvor var det fedt bagefter. Den følelse er ikke til at tage fejl af – den er helt igennem så fantastisk!

Per sætter udfordringer op til næste gang vi ses, han følger op på disse udfordringer og presser gerne lidt ekstra ind. ”Vil du tabe dig? Godt, så gør du, som jeg siger”. At stå på et hold første gang helt ALENE er meget grænseoverskridende og kræver mod og stædighed. Jeg har været ved at forlade en trænings time flere gange. De andre er sikkert så meget bedre end mig, var jeg sikker på. Men jeg opdagede, at alle hold har alle slags mennesker, unge/gamle, tykke/tynde, erfaren/uerfaren. Man træner jo i det niveau man er på, og der er alligevel ingen der lægger mærke til en, for alle er optaget af deres egen træning.

Per har givet mig stor indsigt I, hvad frygten kan gøre for vores motivation. Det var min frygt, der drev mig af sted. Frygten for at miste livet, frygten for ikke at kunne være mor for mine børn, frygten for at mine børn blev drillet, fordi de havde en fed mor, frygten for at blive syg senere og ikke opleve børnebørn osv.

Min priotering af mit liv skulle ændres.

Per har lærte mig, at blive mere egoistisk omkring min motion. Jeg har lært at motion skal ligestilles med nødvendigheden i at gå på arbejde. Det er ikke altid lige sjovt at gå på job, og det er det heller ikke at dyrke motion. MEN, jeg går på job, fordi jeg skal, og fordi det er nødvendigt. Jeg dyrker motion, fordi jeg skal, og fordi det er nødvendigt!

Tusind tak Per, tak for mit nye liv, mine nye vaner og tak fordi du har været der hele vejen igennem.

Jeg udfordrer mig selv, jeg har løbet DHL stafetten på 5 km. Den stolthed jeg følte bagefter, kan ingen tage fra mig. Det var så stort og overvældende, jeg var så stolt af mig selv. Nu er min næste udfordring at løbe de 5 km uden gå pauser, men tage den i et stræk. Det skal jeg nok nå. ”Du kan godt, pres dig selv lidt mere, giv alt hvad du har i dig”. Ja ja Per, du sidder på min skulder tit. – Også når jeg er ude og handle – Brug nu din sunde fornuft, – Per er der igen!

Per er provokerende, han presser på og er vildt dygtig til at motivere og rykke ens grænser. Han er hammerende kompetent til sit arbejde, han er der mere end 110 % for at hjælpe en igennem. Havde det ikke været for Per, havde jeg ikke stået hvor jeg står i dag.
Det at have tabt 33 kg er en følelse, der ikke kan beskrives. Der er så mange goder, at jeg slet ikke kan nævne dem.

Det at gå nede i byen og købe tøj i almindelige butikker, det at man kan passe tøj, som andre kan, og at man ikke behøver købe det største sæt på stativet. DET ER FANTASTISK.
Det at få et komplement fordi folk syntes ”man ser godt ud”- og at man virkelig kan mærke en forandring. Det er fandme vildt!!

Alle omkring mig er glade og stolte af mig og især min familie, DET betyder alt for mig. Jeg har været med til at motivere andre, til at tro på det kan lykkes.. For det KAN det!!
Det har været en fantastisk udvikling, og hver skridt fremad har været en sejr og en glæde for mig.

Jeg har fået troen tilbage på mig selv, jeg er sikker på det lykkes denne gang, og jeg ved 100%, at jeg bliver ALDRIG fed igen.

Når det kan lykkes for mig, kan det også lykkes for dig!

Tusind tak Per, tak for mit nye liv, mine nye vaner og tak fordi du har været der hele vejen igennem. Du er sgu en ener, og jeg vil altid være dig dybt taknemlig.