Louises vægttabsforløb

Her er historien om Louise, som netop har været igennem mit 1 års forløb. Louise har tabt sig over 20 kilo, men det er hendes liv med færre smerter, der er det væsentlige i denne historie.

Louise er stadig en vindueskigger

Onsdag d. 7. februar 2018 startede Louise på forløbet ”1 år med Per”. Vægttab og sund livsstil er altid et vigtigt element i mine forløb, og dette forløb var det ingen undtagelse.

Når klienter starter på mine forløb, er det med vægttab for øje, men hvorfor vægttab er ønskeligt, kan være meget forskelligt fra person til person. En af mine fornemmeste opgaver er, at prøve at finde en årsag til, hvorfor en person skal ændre livsstil, og her kan mine klienter være vidt forskellige. Jeg ved, at det for mange er det æstetiske der spiller ind, for mig kommer det i anden række, og jeg er i virkeligheden ligeglad med, hvordan mine klienter ser ud. Det jeg ikke er ligeglad med er, om mine klienter bliver mere sunde og raske. Svær overvægt er forbundet med øget sygelighed og dødelighed. Overalt er det et voksende problem, og det er som sådan ikke selve den svære overvægt, der er problemet, men det der følger med den svære overvægt. I dag findes der en lang række komplikationer, som følge af den svære overvægt.

Med udvikling af svær overvægt følger der en lang række komplikationer (se fig).

Louise

Louise fortæller, at hun har kæmpet med overvægt siden hun var 10 år, desuden er overvægt også en del af familiens historie. Jeg kan ikke sige, at det er derfor at Louise har svær overvægt, men vi ved efterhånden at svær overvægt kan gå igen i flere generationer, og her spiller gener, miljø, adfærd, sociale og psykosociale faktorer ind. Igennem årene har Louise med skiftende succes prøvet at tabe sig, hun har været på diæt, prøvet forskelige vægttabsprodukter, samt deltaget i bootcamp-forløb med hård fysisk træning, som hun har kunnet holde i den tid, det stod på. Jeg er stor fortaler for, at fysisk træning skal være hårdt og udfordrende for kredsløb og muskler, men jeg ser desværre også, at mange kan have svært ved at holde fast i den fysiske aktivitet. Derfor skal vi finde vores ”hvorfor”, så vi kan holde fast i en sund og varieret kost.

Udfordringen blev en løsning

Ved Louises første helbredstjek viste tallene, at hun var på grænsen til at være i kategorien; svær overvægtig, klasse III. Når personer er i klasse III, ved vi, at der ofte følger en masse helbredsmæssige udfordringer med. Og i Louise tilfælde var det heller ingen undtagelse. Mange vil sikkert tænke, at Louise har type 2 diabetes, eller forhøjet blodtryk? Men det viste sig, at Louise havde åreforkalkning i benene.

Vindueskiggersyndromet

Åreforkalkning kaldes også vindueskiggersyndromet, og er en lumsk størrelse. En blandt mange faktorer, som spiller ind i udviklingen af åreforkalkning, er overvægt. Åreforklakning i benene skyldes en aflejring af b.la. kolesterol og fedt, som fortykker karvæggen i årene. Vævene får ikke tilstrækkelig mængde ilt tilført, og det kan i værste fald føre til amputation af tæer, fødder eller ben.

Det opleves som stikkende smerter i benene, som gør det nødvendigt at standse op under gang - derfor har lidelsen i folkemunde fået betegnelsen vindueskiggersyndrom. Denne tilstand kæmper Louise med hver dag.

Louises plan

Den plan jeg tilrettelagde for Louise, blev en lille omfordeling af hvordan hun sammensatte sin kost. Louise gjorde allerede mange gode valg igennem dagen, men jeg ville have lidt mere struktur på hendes måltidsrytme og fødevarevalg igennem dagen. Jeg ville have, at hun skulle arbejde med sine portionsstørrelser og mæthedsfornemmelse. Over tid blev kostomlægningen faktisk en rigtig god følgesvend, som Louise i dag har det godt med at følge. Hun kan mærke, at hun får det bedre og hendes energiniveau forbliver stabilt gennem dagen.

Motion

Som skrevet foroven oplevede Louise, som andre personer med vindueskiggersyndromet, at hun fik smerter ved gang, hun kunne ikke gå længere stræk, og når det går op ad bakke, gør ondt. Derfor måtte jeg tænke ud af boksen i forhold til, hvordan Louise kunne få mere motion i sin dagligdag.

En måde jeg kan undgå at belaste Louise med vægtbærende aktiviteter, er ved cykling. Louise er nok den klient jeg har haft igennem tiden, som har siddet længst tid på en cykel. Louise har stiftet bekendtskab med stort set alle former for konditionstræning, og stort set hver gang vi er sammen, fortæller jeg, at regelmæssig træning forbedrer kredsløbet i benene.

I det første halve år modtager Louise et træningsprogram, som er en blanding af konditions- og styrketræning, som hun kan udføre på sit arbejde. Programmet skal udføres 2 til 3 gange om ugen. Da vi er ca. halvvejs inde i forløbet, kommer der et større arbejdspres på jobbet, og uforudsete hændelser i familien gør, at Louise ikke føler overskud til at få passet sit træningsprogram. Vi aftalte, at hun kan træne efter programmet, hvis hun føler overskud. Efter et stykke tid revideres programmet igen, og vi går over til, at træningen udføres hjemme. Efter et stykke tid fjerner jeg helt hendes træningsprogram, hun føler ikke overskud og får dårlig samvittighed, når det ikke bliver udført.

Du skal træne

Nogen vil nok tænke; -Hvorfor fjerne Louises træningsprogram? - For vi skal da dyrke motion, styrke vores muskler og have pulsen op! Det er rigtigt, men jeg skal som vejleder også se på, hvad det bedste er for mine klienter. Og det bedste for Louise er at gå! I starten af forløbet var gåture også en fast del af Louises plan, hun skulle gå, også selvom hun fik ondt. Kombinationen af hendes konditionstræning og gåture skulle flytte barren for hendes fysiske grænse i forhold til hvor meget hun kunne inden hun oplevede smerter.

Et par år inden jeg startede ved Per havde jeg fået konstateret begyndende åreforkalkning i mine ben. Det gjorde, at når jeg gik lidt længere ture (plus 2 km), og det gik en smule op ad bakke, så gjorde mine ben så ondt, at jeg måtte stoppe op og tage pause for at kunne gå videre....

Lægen fortalte, at jeg skulle begynde at gå, men det kom jeg aldrig rigtig i gang med før jeg startede mit års forløb hos Per. Da jeg startede, gik jeg ca. hvad der svarede til omkring 3000 skridt om dagen - hvilket ikke er ret meget.

De første par måneds tid hos Per blev brugt til stille og roligt at øge mit antal af skridt dagligt, så jeg kom op at gå 10000 skridt dagligt...

I starten kæmpede jeg med ondt i mine ben, men det blev bedre og bedre for hver dag...

Og i dag der kan jeg både gå langt og op af bakker uden mine ben gør ondt....

Det er en stor befrielse, at jeg kan gå uden smerter, da det helt sikkert er min fortrukne form for motion ☺️

Efter lidt tid sættes Louises skridt op, i takt med at hun oplever færre og færre smerter. Undervejs kommer der skavanker, som gør, at vi må sætte antallet af skridt ned, dette har ikke noget med Louises åreforsnævring at gøre, men skyldes andre komplikationer. Men Louise bliver ved med at gå, og smerterne bliver mindre og mindre. Desuden er hendes blodprøver også gået i en positiv retning ift. åreforsnævringen.

Et indblik i hvordan Louise har gået det seneste år (se fig.)

Louises ”hvorfor”

Vi hører tit, at vi skal være motiveret for at holde fast i en ny livstil, falder vi af hesten, skyldes det at motivationen glipper. Jeg tror mere på, at man ryger af hesten og har svært ved at holde fast, fordi kroppen modarbejder vægttabet. Forskning viser, at vægttab ved f.eks. livsstilsintervention påvirker det metaboliske system på en sådan måde, at kroppen bliver mere energieffektiv, og dermed i realiteten modarbejder yderligere vægttab. Det betyder også, at vægttab ikke bare er et simpelt spørgsmål om mådehold, der kræver fokus på kost og motion. Det kræver langvarig behandling at kæmpe mod kroppen, som aktivt forsøger at bekæmpe et vægttab. Denne viden er desværre ukendt for mange, og manglende indsigt i kroppens kamp mod livsstilsomlægning medvirker derfor til den stigmatisering, som svært overvægtige lider under.

I Louises tilfælde har hun opdaget at et liv med smerter i benene kan afhjælpes af daglige gåture, og i det omfang Louise gør det, er det lige nu, det helt rigtige for hende. Louise har fundet sit ”hvorfor. Hun skal spise sundt, sove godt om natten og få brugt kroppen hver dag, og det handler ikke om, at hun er motiveret, men at hun ikke vil have smerter. Derfor går Louise, hun vil fortsat være en vindueskigger - bare i bevægelse!

Stigma

Desværre lever stigmatiseringen i bedste velgående og bliver en negativ spiral for den svært overvægtige. Diskrimination øger det ubehag og dårlige selvværd hos personer med svær overvægt. Det kan resultere i lavt selvværd, trøstespisning og afholdelse fra deltagelse i sociale begivenheder, som f.eks. motionsfælleskaber af frygt for, at blive mødt med skæve blikke og kommentarer. Samlet set mindsker stigmatisering muligheden for at opnå vægttab.

Vi skal gøre op med fordommene omkring svær overvægt og fjerne den skyld og skam, som svært overvægtige lever med. Det kræver øget opmærksomhed og større viden, både i det offentlige rum og blandt det fagpersonale, som har kontakt med svært overvægtige mennesker.

Vi skal til at ændrer måden vi ser på og taler om svær overvægt. Det er helt essentielt for hvordan opfatter svær overvægt på og hvordan vi omtaler den. Er man svært overvægtig eller har man svær overvægt? I min verden er det ret indlysende, hvilket bakkes op af forskningen.

Louise er ikke åreforkalkning (vindueskiggersyndromet). Louise har åreforkalkning. Louise er overvægtig. Nej, Louise har overvægt…

Når vi ændrer vores holdning og sproget ift. hvordan vi taler og behandler svær overvægt, er vi på vej i en bedre retning.