Kirstens forløb

Min motivation blev sorgen over min krop. Den var fed, besværet og for mig ukendelig.

Luk munden og let røven! – Jeg har hørt det så mange gange i forbindelse med vægttab, og hver gang har jeg tænkt – det lyder rigtigt og ligetil, hvor svært kan det være, det kan jeg godt finde ud af. Spise mindre og på med løbeskoene. Budskabet enkelt, metoden ligeså.

Men så stopper den også her – for hvis det var så nemt, ville jeg ikke, for 6 måneder siden, have taget turen fra 85 kg til 61 kg. – ville ikke have budt min 160 cm høje krop at bære denne overvægt alt for længe, og jeg ville ikke sidenhen have talt med så mange kvinder og mænd om deres frustrationer over, hvor svært det lige kan være.

Jeg havde ingen tro på, at det skulle lykkedes

Der var hindringer overalt, for overhovedet at komme i gang. Min største hindring var ”tid”. Jeg havde ingen tid! Jeg var optimalt presset i forhold til alt fra familie, arbejde til fysiske skavanker – og så vasketøjet! Jeg udeblev gerne fra træning for at lægge vasketøj sammen, hvilket jeg aldrig fik gjort alligevel. I dag bliver der lagt vasketøj sammen, men ikke i den tid, jeg skal træne!

Men Per har en evne til at få skabt et rum af tillid og respekt.

Jeg så den manglende tid som et livsvilkår defineret af ydre omstændigheder. Og det er forkert. Det var ikke et livsvilkår. Det var ansvarsfralæggelse. Sandheden er, at jeg skulle ændre de forhold, der afholdt mig fra at komme i gang med at tabe de kilo – hvis det altså var det, jeg ville – inderst inde. Jeg vil vove den påstand, at netop disse overvejelser og beslutninger, er det absolut sværeste ved at tabe sig.

Jeg skulle, ville og turde have mig selv i fokus og til tider også være egoistisk, og det har krævet tydelige nej´er undervejs. Måske ligefrem kampe, udover den mod overvægten. Men kampene var og er værd at tage, også i forhold til, at holde et vægttab på sigt. Vægttab koster – så er det sagt. Det koster masser af tid, masser af sved, masser af grøntsager og masser af vilje.

Motivationen kom ikke over nat. En dag, sagde en ældre ærlig dame til mig: ”Nu er det nok, du er blevet fed – du har glemt dig selv”. Den sad! Og det gjorde den for en tid, indtil det var nok. Min motivation blev sorgen over min krop. Den var fed, besværet og for mig ukendelig. Jeg var for længst holdt op med at se mig selv i spejlet med og uden tøj, for længst holdt op med at føle glæde ved min krop og for længst holdt op med at udvise min krop den omsorg, den til enhver tid fortjener.

Der var ingen vej udenom

Jeg skulle af med de kilo, og jeg skulle have hjælp til det. Da jeg første gang kom hos Per, havde jeg ikke stået på en vægt i årevis og havde ikke spor lyst til at afsløre, hvor meget jeg vejede. Det var tabu. Men Per har en evne til at få skabt et rum af tillid og respekt, der gjorde det så meget lettere at arbejde med overvægten.

Egentlig ville jeg gerne, hvis han havde foræret mig alle løsningerne og taget hele ansvaret for projektet. Men en del af hjælpen var, selv at formulere mit mål og blive gjort ansvarlig for at nå det. Til gengæld blev der sparket maksimalt ind med faglig viden, råd og vejledning, og i dag er mine kost- og træningsvaner totalt omlagt og en del af mig.

Derudover har det været af stor betydning, at jeg trods op og nedture, altid har vidst, at så længe jeg ville kæmpe for at nå mit mål, så længe har Per ville stå ved min side som fast støtte med uopslidelig entusiasme og engagement.