Allans vægttab

Jeg mødte Allan første gang i Januar 2017 og indledte et forløb med ham over 6 måneder. Læs Allans egen beretning her.

Af Allan Holmgren, født 1953.

”Går du all in?” spurgte Per Nielsen, da jeg var til den første samtale hos ham 31/1-2017. ”Ja selvfølgelig,” svarede jeg. ”Fint. Ingen sukker, ingen alkohol, intet hvidt brød, ingen kartofler, ris eller pasta. Og du skal gå 8.000 skridt om dagen. Her har du en skridttæller”. Så var vi i gang. Vi aftalte at mødes ca. 22 gange det næste halve år.

Hvad skete der i går – du gik kun 6500 skridt?

Første gang, vi skulle mødes igen, var ugen efter. Så skulle jeg have testet konditionen og have nogle muskelstyrkende øvelser, jeg kunne lave hjemme. ”Hvad skete der i går?” spurgte Per mig som det første, da jeg kom til test og træning efter vores første møde. ”Øh, hvad?” spurgte jeg desorienteret. ”Skulle jeg have været her i går?” ”Næh, men du gik kun 6.500 skridt i går!” sagde Per og lignede en bister skolelærer. Jeg stod straks og blussede af dårlig samvittighed. ”Jeg går 10.000 skridt i dag,” svarede jeg som en flov skoledreng, der ikke har lavet sine lektier, og stod automatisk ret. Det er jo alvor, det her, og jeg går all in.

De første ti dage tabte jeg fem kg. Fem som i fem. Jeg var virkelig forundret. Kunne det virkelig have så stor betydning, at jeg ikke spiste noget med sukker: Ingen ymerdrys med sukker, ingen kager, ingen lakrids, ingen hvid eller lys chokolade. Kun et stk. 88% mørk chokolade om ugen. Og max. To til tre stk. frugt om dagen. Ingen frugtjuice, for der er lige så meget sukker i som i en sodavand.

”Sukkerindustrien vandt slagsmålet med fedtindustrien i 60’erne,” forklarede Per mig. Derfor er vi blevet tudet ørerne fulde med, at vi skal undgå fedt. ”Men fedt er ikke det store problem. Det er sukker, som er problemet. 1 g sukker binder tre g vand,” forklarede Per mig. ”Og så skal du vente i 20 minutter, inden du tager anden portion til aftensmad.”

I går tog jeg 40 i ét hug med hænderne på gulvet.

Jeg styrketrænede hos Per. Vi besøgte det fitnesscenter, som er hans nabo. Men mest af alt var det mine egne små øvelser, der bar frugt til en øget styrke. Jeg kunne måske tage 6-7 armbøjninger, da jeg startede hos Per. Og første gang skulle jeg tage tre gange otte armbøjninger stående med skrå overkrop støttende mig 45 grader til vindueskarmen. I går tog jeg 40 i ét hug med hænderne på gulvet. Jeg plejer at tage tre gange femten. Men nu skulle jeg lige vise mig over for min svigersøn. Den gamle kan endnu, og endnu bedre end han har kunnet før.

Jeg målte 106 cm om navlen, da vi startede. Nu måler jeg 86 cm. Alle mine bukser er skiftet ud. De gamle lignede et cirkustelt på mig. Dem har jeg givet til Stubben, et herberg for hjemløse i Helsingør.

Jeg drak mit første glas vin 12. april den dag min kone fyldte 50. Og jeg drak et glas champagne, da vi var ude at fejre dage 14.april. Jeg drak også et par glas vin i maj og i juni. Der havde vægten været stabil på 79-80 kg og jeg gik nu 9.000 skridt om dagen. Dvs., at jeg går mest om aftenen, når dagens dont er overstået, før jeg går i seng, mellem kl. 22 og 23. Det er et godt tidspunkt. Hen om havnen. At gå ned til vandet.

Og jeg behøver ikke suge kinderne ind for bedre at ligne min ungdoms helt James Dean. Det gør jeg nu.

Der er ikke tale om en slankekur. Der er tale om en bevidst kostomlægning. Det er jo det, vi putter i munden, der afgør, hvordan vi kommer til at se ud – både indvendig og udvendig. Og så er det selvfølgelig også vigtigt at få rørt sine muskler og at få pulsen op.

Jeg elsker at få pulsen op. Men jeg kan ikke løbe mere efter at have fået slidgigt i venstre knæ. Så jeg har måttet spinne på motionscyklen i fitnesscentret en time en til to gange om ugen. Men jeg tabte mig ikke af det, selvom jeg har cyklet i et par år. Så da min kone i efteråret 2016 spurgte, om jeg ikke ville have en personlig træner, forstod jeg et vink med en vognstang og slog til. Det er en af de bedste gaver jeg har fået.

Jeg synes, jeg ser bedre ud. Jeg kan bedre lide billedet af mig selv og min krop, når jeg ser i spejlet. Jeg behøver ikke skamme mig over de deller, der ikke længere er på sidebenene. Og jeg behøver ikke suge kinderne ind for bedre at ligne min ungdoms helt James Dean. Det gør jeg nu. Som 64-årig.